Opdateret: 08.02.2026
SKIVE STÅR SAMMEN.
Skive Kommunes Frivilligbørs 2024 i KCS slog alle rekorder med 60 tilbud, der alle fortalte levende og engageret om netop deres tilbud til de udsatte og trængende.
Dagen startede med velkomst af borgmester Peder Christian Kiekegaard og fulgt op af et oplæg fra Laura Auken, chef for Center for Frivilligt Socialt Arbejde og fortsatte i en paneldebat, hvor Mette Ramsgaard, Lede raf Frivilligcenter Skive, Peder Christensen, Formand for Børne- og Familieudvalget samt Jan Lund-Andersen, Direktør for Kultur- og Familieforvaltningen.
Herefter gik selve børsen i gang med samtaler med besøgende ved ens stand samt besøg ved de øvrige stande. Alt med henblik på at skaffe nye samarbejdspartnere på tværs af det arbejde man ellers går og byder ind med i dagligdagen.
En virkelig god dag med mange gode kontakter og viden.





Onsdag den 20. november mødte der over 30 frem til UNGARNSK GULLASCH SUPPE og boglancering.
Aftenen startede med Elsebeth og Anders udsøgte suppe, der både overraskede og bragte det helt store smil frem hos alle. Det var virkelig retten på rette tid og sted. Den var særdeles lækker og gryden blev næsten tømt.
Med maven fyldt blev der rigget an til kaffe og Frans Ørsted Andersen kumme herefter præsentere sin bog og forskningsprojekt - "Missionen på den delte ø" - danske veteraners erindringer om tiden 1964-1992. Frans talte med stor indsigt om bogen og projektet, der blev levende gjort af personlige beretninger fra Villy Hove og Thomas C. Møller. Den blev også livligt kommenteret fra deltagerne idet det viste sig, at der var mange, der kunne supplere omkring de fremhævede historier.
En rigtig hyggelig aften og Frans fik da også lidt med hjem - skrivekrampe fra de mange signeringer og en lille erindringsgave fra VCS.
Tak for besøget.





FN DAGEN FEJRET I SOL OG BLÆST.
8 faner og 33 veteraner, pårørende og særlige gæster deltog i Mindehøjtideligheden ved Mindestenen for Danmarks Udsendte i International Tjeneste siden 1948.
De deltagende faner blev stillet af Danmarks Veteraner Thy-Mors-Salling med FN og foreningsfanerne, Politi Hjemmeværns Kompagni Skive-Krabbesholm, Dannebrog-Samfundet, Veterancafe Mors, De Danske Forsvarsbrødre, Nørrejyske Feltartilleriforening og Veteran Café Skive (VCS).
Formanden, major Preben Sloht, bød velkommen til dagen og gav ordet til Chefen for Ingeniørregimentet (CH/IGR), oberst Kasper Leonhard Hovgaard, der holdte mindetalen. Obersten kom ind på de mange, der havde tjent under det blå flag gennem tiden og trak linjerne op til situationen i dag, hvor man ser en manglende respekt for FN og deres opgave.
Herefter lagde CH/IGR og oberstløjtnant Uffe Uhler fra Danske Soldaterforeningers Landsraad kranse og hilste til tonerne af "Danmarks sidste honnør".
TMS Veteranerne ( Thy Vteraner, Veterancafe Mors, Danmarks Veteraner TMS og VCS) lagde herefter krans og buketter under tonerne af "Kongernes Konge".
Preben takkede for den store deltagelse og de flotte kranse og buketter og traditionen tro sluttede Mindehøjtidelighed ved at alle sang med på sidste vers af "Altid frejdig".
Preben bad fanerne blive stående for fotografering og bød deltagerne på frokost i VCS (Veteran Café Skive) lokaler og her havde vi et par hyggelige timer, hvor snakken gik livligt.
Tak for deltagelse og de meget flotte krans og buketter. En flot og værdig markering.








9 års dagen blev fejret med manér.
Årets første udedag skabte rammen for fejringen af vores 9 års dag. Der var meldt stort fremmøde trods tidspunktet lå i ferietiden, så blev det blev virkelig en flot dag. Der var repræsentation ved Viceborgmester Mogens Birkelund, Veterancentret ved Kristina og POHVK SKR ved Per, Mogens og Jørgen. De mange brugere nød dagen og Jørn sørgede som vanligt for veltilberedte pølser m/tilbehør, og Linda og Litha havde igen sørget for et par lækre kager til kaffen.
Formand Preben omtalte året der var gået og mindede om tilmeldinger til Familie Weekend turen d. 23-25. august og Den historiske udflugt til Grænselandet d. 21-22. september - der er stadig få pladser tilbage - samt nævnte, at der snart kommer opslag vdr. Flagdagen og Veteranmarchen lørdag d. 14. september, hvor der er distancer for alle, nemlig 4, 15 og 30 km. Mød op med hele familien og få en dejlig dag i terrænet omkring Skive Kaserne.
En stor tak til alle for deltagelse og en særlig tak for de flotte gaver.




Valdemars fejringen blev en succes, trods regnen.
11 faner og ca. 30 deltager fulgte Morsø Garden gennem Skives gader, da der var kaldt til fejring og uddeling af faner.
Vi mødtes traditionen tro på Posthus Torvet og gik derefter gennem Adelgade - Østergade - Torvegade - Nordbanevej -Nørregade - Frederiksgade - Asylgade til den Røde Kirke.
Et planlagt stop på Rådhus Torvet blev aflyst pga. regnen, ligesom en kort musiceren ved kirken også blev aflyst.
Under gudstjeneste holdt sognepræst, Jesper Hornstrup, en blændende tale for flaget og formanden for DS Skive, Preben Sloht, uddelte faner til Nr. Søby IF og FDF Stoholm. Jesper gav hver fane et vers med diplomet og efter gudstjenesten blev fanerne ført ud uf Jesper og Preben.
Fanerne fortsatte med Morsø Garden i front til Veteran Caféen, hvor den var vært ved kaffe, te, sodavand og friskbagt kage.
Tak til alle deltagerne for jeres deltagelse og gode humør trods den kraftige regn.
Vi ses i 2025.
PEACEKEEPERS DAY markeret for 4. gang i Skive.
Vi mødtes ved Mindesten for Danmarks Udsendte ved Skive Kirker kl. 11 og med borgmester Peder Christian Kirkegaard som hædersgæst og sognepræst Jesper Hornstrup som repræsentant for vore feltpræster, var vi klar til at begynde paraden.
7 faner blafrede lystigt i vinden da formanden bød velkomme og derefter talte borgmester Peder Christian for FN og vore udsendte og hjemvendte soldater og civile, der gennem de 76 år havde gjort tjeneste for freden rundt omkring i verden. Der blev også draget en parallel til situationen i Mellemøsten i dag, en situation, der er helt anderledes en den UNTSO blev indsat for at løse i 1948.
Efter talen lagde borgmesteren en krans fra Skive Kommune til tonerne af "Danmarks sidste honnør", hvorefter Danmarks Veteraner Thy.Mors-Salling og Veteran Café Skive lagde kranse til tonerne af "Kongernes Konge".
Formanden sluttede den officielle del ved at takke alle deltager og byde dem på frokost i Caféen og bad alle synge med på sidste vers af Altid Frejdig - Kæmp for alt hvad du har kært.
I Caféen havde vore piger dækket flot op til frokosten og vi nød et par hyggelige stunder med kammeratligt samvær.
Tak for deltagelsen og de flotte kranse.
Preben Sloht, formand.







BØGEN og ANEMONERNE ER SPRUNGET UD.
16 friske veteraner og pårørende tog imod tilbuddet om en tur i det grønne. Bent havde sat os stævne på Violvej og turen gik ned gennem Krabbesholm skov til Ishuset på Havnevej. Vi var begunstiget med strålende vejr - godt nok af det våde, idet det stod ned i stænger. Det betød dog ikke noget, for det betød jo bare, at duftene fra den friske skov virkelig kom til sin ret.
Ankommet til Ishuset kunne man forlyste sig med en belønning i form af is, enten soft eller i kugleform, lækkert.
Efter pausen gik turen tilbage til bilerne og for fleres vedkommende til Caféen, hvor Jørn, Peder og Christian med gæster ventede med kaffe og kage. En rigtig hyggelig aften, så stor tak til Bent for plan og gennemførelse.



Café Spis diskede op med fremragende Mørbrad gryde.
38 veteraner og pårørende havde fundet vej til Caféen for at nyde Linda og Jørns
kulinariske formåen i køkkenet. Der var lovet en lækker Mørbrad gryde og det var
lige i øjet /maven.
Regimentschefen kikkede forbi for at få et indtryk af vort tilbud til veteraner og
pårørende og fik sig en god snak med mange af deltagerne, samt fik smagt vores
køkkens formåen.
Tak for besøget og tak til alle for en hyggelig aften.

NATO's 75 års dag fejret i Skive.
7 faner var linet op til parade da Veteran Café Skive havde inviteret til markering af NATO's 75 års jubilæum.
Paraden startede med velkomst af formanden, Preben Sloht, der i sin tale kom ind på de mange missioner, Danmark pt. er involveret i under NATO. Det, der skulle have været en fejring af 75 år i frihed og fred har desværre nogle tunge skyer hængende over sig. Ikke mindst krigen i Ukraine trækker tænder ud på hele den vestlige verden, der forsøger at støtte landets kamp mod et ekspanderende Rusland, men også konflikten i Gaza, der efterhånden også må betegnes som en reel krig, gør vor egen sikkerhed til en høj prioritet. Desværre står det værre til med forsvaret end man har givet udtryk for, og det fik endnu engang aktualitet ved manglende eller ikke funderende våbensystemer ombord på fregatten Iver Huitfeldt. De er dog sikkert hjemme igen med alle mand. På den glædelige side skal vi ikke glemme udvidelsen med Finland og Sverige nu er på plads, det bliver for alle en god støtte i den kommende tid.
Efter lægning af blomster akkompagneret af Gert fra PMUK, sluttede paraden med "Kæmp for alt.."
Den efterfølgende traditionelle frokost i Caféen var det hyggelige samlingspunkt for mange gode og spændende historier om oplevelser på de mange NATO øvelser og indsættelser, lige som det skulle være på en jubilæums dag.
Tak til alle deltagere for en værdig og flot markering af Jubilæet.


PÅSKEJAGT og PÅSKEHYGGE.
Onsdag d. 27. marts var 21 mødt frem for at ønske hinanden en God Påske. Der var desværre kun 4 børn, men de fik både en god påskejagt, hvor de skulle finde påskeæg, der var gemt uden for, og en hyggelig aften med påskekurv m/æg og godter samt masser af god leg i vore dejlige hyggerum.
Der var friskbagte boller og hjemmebagt kage til alle og snakken gik livligt og alle kunne slutte aftenen af med at ønske hinanden en God Påske.



FRISK LUFT + RODEN I DEN FRISKE MULD
Ovenpå onsdagens lækre oksekødssuppe var det godt at komme ud og vade lidt rundt i den friske luft og den nypløjede jord. Vetektor Buddies fra Veteran Café Skive og mentor Tony havde sat Charlotte, Michael, Bo, Peter, Tommy og Preben stævne ved Kobberup Kirke, hvor landmanden havde givet os lov til at rode lidt i mulden nord for kirken. Der skulle være gode chancer her, men som Tony sagde - så var det en af de "stile" marker. Det betød, at udbyttet ikke var stort, mest søm, bolte, metal og så en enkelt knap og en blydims, der har været tilpasset en hånd som hjælp til at bearbejde andre emner.
Den friske luft og turen over marken var i sig selv en lise, men Charlotte forsødede dagen med hjemmebagt brunsviger - lækkert.
Har du lyst til at blive en vore Buddies, kan du stadig nå at komme med. Du låner udstyr helt op til et år og kan derefter købe det til en meget rimelig pris, hvis du bliver grebet af hobbyen. Jeg kan kun sige, at det er skønt derude - uanset vejr.



VETEKTOR BUDDY SKIVE.
I samarbejde med Aarhus Universitet, Kroagerfonden, Veteranstøtten samt Mantra tilbyder man veteraner at komme ud og deltage i metaldetektorarkæologi. Det kan for mange af os være en god hobby, hvor vi kan nyde naturen og den friske luft, samtidigt med, at vi kan hjælpe med at skrive historie eller finde bortkomne ting.
En lokal gruppe er nu sat i søen og tirsdag den 20. februar sker den første indføring i det praktiske arbejde på en af vore lokale støtters jord, hvor man vil få de praktiske færdigheder lært. Senere vil man få stillet et komplet udstyr til rådighed et års tid og man kan så købe dette til en fordelagtig pris, hvis det stadig har ens interesse.
Der er plads til interesserede veteraner fra primært Thy-Mors-Skive, men øvrige må gerne henvende sig for yderligere information.
Når man er i gang, så kan man få mange gode oplevelser og en af dem er f.eks. deltagelse i en særlig undersøgelse ved Illerup Ådal i samarbejde med Museum Skanderborg.
Kontakt evt. Preben for yderligere oplysninger. Vel mødt.



SØSTERLOGE UDDELER DONATIONER.
32.000 kroner blev uddelt i denne omgang
Onsdag den 31. januar uddelte søsterloge nr. 22 Dronning Dagmar
donationer fra overskuddet af årets julestue. Der blev uddelt fire
portioner af 8.000 kr. til fire modtagere - i alt 32.000 kr.
Dette års modtagere er: Værestedet Sind, Cafe Solstrejf, Veteran
Cafeen og Ungdomsskolen i Skive.
- Det er altid en glæde at kunne uddele overskuddet fra julestuen til
modtagere, der gør en stor indsats, for at hjælpe de mennesker, der
har behov for ekstra hjælp til hverdagen, lyder det i en presse -
meddelelse fra søterlogen.
Værestedet Sind vil bruge donationen som hjælp til ferieophold i
sommerhus for stedets brugere, mens Cafe Solstrejf satser på udflugter
for stedets bruger og pårørende. Behovet for stedet arbejde er stort og
der er over 50 brugere i cafeen.
Ungdomsskolen i Skive, som gerne vil give de unge mennesker en god
start på at forstå og begå sig i livet, vil gerne lave et hyggeligt venteværelse for de unge mennesker, der i løbet af dagen bliver hentet og kørt hjem i bus, og Veteran Cafeen vil bruge donationen til aktiviteter for familierne. Der er ca 50 deltagere, når der afholdes aktiviteter og det er vigtigt, at familierne føler sig anerkendt, det er en vigtig motivationsfaktor i cafeens arbejde.
Efter uddeling var der spisning og underholdning ved formanden for Viborg fortællekreds Johannes Thomsen.
Kilde: Skive Folkeblad.
Der skal lyde en stor tak til Søsterlogen for den fornemme støtte, der gør det muligt, at lave flere aktiviteter for hele familien, TAK.
